Black Week | Op til 30% rabat på alt

Black Week | Op til 30% rabat på alt

Returner indenfor 365 dage - uden problemer!
Fragt 34 kr - Gratis over 449 kr-
Kontakt os

Herreringe – din ultimative guide

Lær alt, der er at lære, om ringe til mænd. Fra materialer til at finde den rette størrelse og alt indimellem. Det hele tager kun 20 minutter.

Fra oldtiden og frem til i dag har mænd båret ringe for at signalere rigdom, privilegier og ægteskabelig status. Også i dag ser du mænd bære universitetsringe og frimurerringe, som har privat og personlig betydning for dem.

1 Herreringe – din ultimative guide1.1 Fordelene ved at gå med ring1.2 På hvilken finger bør mænd bære deres ring?1.3 Typer af ringe til mænd1.4 Materialer brugt i herreringe1.5 Angst ringe til mænd1.6 Smykkesten brugt i ringe1.7 Ringe som din hud kan tåle1.8 Sådan rengør du din ring1.9 Din smalltalk version af herreringens historie1.10 Spørgsmål og svar

Fordelene ved at gå med ring

  • En guldring om din finger gør det øjeblikkeligt klart for enhver, at du ikke er fri på markedet længere. Du vil derfor forhåbentligt kunne nyde en aften i byen med vennerne uden, at kvinder uønsket lægger an på dig.
  • Stresslegetøj er for børn. Rigtige mænd fokuserer og bruger deres tid udelukkende på ringen om deres finger.
  • Ringe er et naturligt tilbehør til dit antræk, og de føjer et immaterielt og uhåndgribeligt touch til ethvert outfit. En
    ædelstensring kan især være med til at fremhæve farverne i dit antræk.
  • Vis dit tilhørsforhold med en ring på lillefingeren. Du kan vise din kærlighed til et fodboldhold, et universitet, eller selv et politisk parti med en diskret
    signetring.
  • Guld er dyrt. Hvis du ønsker at vise verden, at det går dig godt, så gøres det ikke bedre end ved at bære en næve fuld af bling.

På hvilken finger bør mænd bære deres ring?

Du kan bære en ring på hvilken finger, du har lyst til. Der findes ingen regler eller love (i hvert fald ikke i Danmark), som bestemmer, hvad du må og ikke må putte på dine fingre.

Når det er sagt, så er der stadig visse forventninger. Der findes traditioner og normer m.m. – nogle af dem har overlevet helt frem til i dag, mens andre er røget i tidens skraldespand.

1: Tommelfingerringe

Tommelfingerringe er stadig et ret usædvanligt syn i Danmark, selvom de er voksende i popularitet. Hvis du allerede bærer to ringe på én hånd, så kan tommelfingeren være et godt sted at placere den næste, hvis du ikke ønsker, at din hånd skal virke alt for overbefolket med ringe.

2: Pegefingerringe

Den bruges til at pege på ting med. For mange år tilbage ville kun personer med høj status bære en signetring på deres pegefinger. Ringen ville være prydet med familiens våbenmærke. Nu om dage er det endnu mere usædvanligt med en ring på pegefingeren. Hvis du derfor gerne vil have, at folk lægger mærke til din ring så bær den på netop pegefingeren og brug så en masse tid på at gå rundt og pege på ting.

3: Langfingerringe

Der findes ingen historiske traditioner eller normer for brug af ring på langfinger. Du behøver derfor ikke at spekulere over, om folk tror du er gift, eller er en anakronistisk skriverkarl. Du kan bære hvilken som helst type ring på din langfinger. En tyk ring, på hvad der allerede er din største finger, kan måske virke forstyrrende i forhold til din ringfinger og pegefinger.

4: Ringfingerringe

Som navnet antyder, så er dette fingeren, hvor det forventes, at mænd bærer en ring. Især en vielsesring, hvis der er tale om venstre hånd. Der findes dog ingen regler for på hvilken hånd, du skal bære vielsesringen. Du kan bære en vielsesring på hvilken som helst finger. Du kan også vælge slet ikke at bære nogen vielsesring. Men, bærer du en ring på ringfingeren, så vil de fleste gå ud fra, at du er gift. Læs mere i vores ultimative guide til vielsesringe

5: Lillefingerringe

Historisk set er denne finger forbeholdt signetringe. Signetringe blev brugt til at underskrive juridiske og officielle dokumenter med. Man dyppede forsiden på ringen ned i varmt voks og skabte derved at segl. Dette er dog gået af mode efter opfindelsen af kuglepennen og selvklæbende konvolutter. De sidste 100 års tid har lillefingeren i stedet lagt finger til universitetsringe og frimurerringe. Disse ringe er ofte, men ikke altid, prydet med et snirklet mønster, et våbenskjold eller segl.

Typer af ringe til mænd

Signetringe

Signetringe til mænd er old school cool. Som navnet antyder, så bør signetringe være prydet med en form for tegn eller symbol. Det kan typisk være et våbenskjold eller logoet for en loge, forening eller et universitet. Men, der er intet som forhindrer dig i at lade din yndlingsfodboldklubs logo pryde ringen, eller at du får lavet dit helt eget design.

Signetringe er typisk lavet af guld, og de kan bæres på begge lillefingre, eller, dog knapt så normalt, på pegefingeren.

Vielsesringe

Bæres typisk på venstre ringfinger. Mænds vielsesringe er normalvist af guld eller sølv i et enkelt uudsmykket design.

Andre metaller, som platin eller tungsten, er også ved at blive populære, og det er heller ikke helt usædvanligt med diamantvielsesringe til mænd.

Lillefingerringe

En lillefingerring er enhver type ring, som kan bæres på begge lillefingre. Det kan typisk være signetringe, men behøver ikke at være det.

De er små, og de sidder ikke i vejen, når du foretager dig ting. Lillefingerringe til mænd kan laves af enhver slags materiale lige fra guld til plastik, ja, selv læder kan de laves af.

Tommelfingerringe

Som vi har nævnt tidligere, så er din tommelfinger et godt sted at bære en ring, hvis du ikke ønsker, at din hånd skal se alt for overfyldt ud med smykker.

Der er rigeligt med plads på tommelfingeren, og tommelfingerringe til mænd kan være så store og iøjnefaldende, som du ønsker, de skal være. Især Dødningehovedringe er blevet populære på det seneste. Ringmaterialet kan være alt fra Rustfrit stål til tanzanit. Bærer du en ring på din tommelfinger, så vil du med garanti blive lagt mærke til.

Materialer brugt i herreringe

At vælge materiale til din ring er ligeså vigtigt, som at vælge hvilken finger den skal sidde på. Den er i tæt kontakt med din hud, så du ønsker ikke at vælge et materiale, som er ukomfortabelt, forårsager en allergisk reaktion, eller som let mister formen, så snart det støder imod en hård genstand.

Guldringe

Rent guld er let genkendeligt med sin orangegule nuance. Guld er traditionelt materiale for vielsesringe. Det er også et af de materialer, som er lettest at arbejde med. Guld var sandsynligvis det første metal brugt til at lave smykker af.

Når du køber en ring, så er sandsynligheden for, at du ender med en i ægte guld (24 karat) lille. Det ønsker du højst sandsynligt heller ikke. Ægte guld er blødt, mister nemt sin form og er dyrt. De fleste guldringe af høj kvalitet er i 18 karat guld – hvilket betyder, at 18/24, eller tre fjerdedele, af legeringen er guld.

  • Fordel: tidløs og klassisk
  • Fordel: let genkendeligt
  • Fordel: misfarves ikke
  • Ulempe: ægte guld er blødt og mister nemt sin form
  • Ulempe: guldlegeringer kan indeholde metaller, som din hud reagerer negativt på
  • Ulempe: dyrt

Ringe i hvidguld til mænd

Hvidguld er en legering, hvilket betyder, at det rene guld er smeltet sammen med et andet metal for at skabe et nyt materiale. Der findes ingen industristandarder, der definerer hvad hvidguld er, men når du køber en ring af hvidguld, så får du højst sandsynligt en legering af guld og enten sølv, kobber, platin eller nikkel. Mange hvidguldsringe er belagt med rhodium for at give dem en lysende, hvid finish.

Udover den tiltalende farve, så laves hvidguldsringe også specielt for at ændre på metallets fysiske egenskaber. Rent guld er blødt og går nemt i stykker. Hvidguld bestående af en nikkellegering er både hårdt og stærkt.

  • Fordel: ser godt ud sammen med enhver ædelstensfarve
  • Fordel: misfarves ikke
  • Fordel: ridsefri
  • Ulempe: nikkel, som ofte er en del af legeringsblandingen, kan forårsage allergiske reaktioner
  • Ulempe: Rhodium-belægningen kan forsvinde over tid.

Platinringe til mænd

Platin er mere værdifuldt end guld, og det er et sjældent, kompakt metal, som typisk hentes op fra miner i Sydafrika. På årsbasis hentes der kun 160 tons op fra verdens miner. Udover dets sjældenhedsværdi så er platin det ideelle materiale til mænds vielsesringe, fordi det er stærkt og holdbart, på en måde guld aldrig vil kunne matche.

Hvis du gerne vil have isat en ædelsten i din ring, så vil en platinring holde bedre på stenen og gå mindre i stykker end sin guldkollega.

  • Fordel: stærk, sej og holdbar
  • Fordel: velegnet til at sætte ædelsten i
  • Fordel: hypoallergent, velegnet til allergikere og personer med ømfindtligt hud
  • Ulempe: dyrt
  • Ulempe: kompakt og tung

Titaniumringe til mænd

Den største fordel ved titanium, udover dets pragtfulde, glansfulde sølvlook, er styrke til vægt forhold. Det har alt den styrke, som stål bør have, men vejer nærmest ingenting.

En ring lavet af titanium vil veje omkring en femtedel af en ring i samme størrelse lavet af platin, og omkring en fjerdel af en tilsvarende ring i guld. Hvis du gerne vil have flotte ringe, som ikke hænger tungt fra dine fingre, så er titanium metallet, du bør vælge.

  • Fordel: letvægts
  • Fordel: stærkt
  • Fordel: genanvendeligt
  • Ulempe: dyrt
  • Ulempe: så let, at du glemmer, at du har en ring på fingeren

Ringe i sterlingsølv til mænd

Klassisk og tidløs. Sølv er blevet brugt til at lave ringe med de sidste 4500 år. Da sølv først blev introduceret i det gamle Ægypten var dets værdi højere end guld. Sølvringe er simple, smukke og forholdsvist billige.

Det meste sølv, som bruges til ringe, er, hvad vi kalder for 925 sølv, eller sterlingsølv. Det betyder, at 92,5 % af metallet er sølv, mens resten udgøres af kobber. Ulig fint sølv, der er blødt og bøjeligt, så er sterlingsølv, på grund af tilføjelsen af kobber, hårdt og solidt – med en svag tilbøjelighed til misfarvning.

  • Fordel: stærkt
  • Fordel: væsentligt billigere end guld.
  • Fordel: smuk farve og glans
  • Ulempe: tilbøjelighed til misfarvning
  • Ulempe: metal brugt i 925 sølv kan forårsage allergiske reaktioner hos personer med kobberallergi.

Markasit

Markasitringe er i virkeligheden ikke lavet af mineralet markasit. I stedet er de lavet af stykker af deres nære fætter, svovlkis, også kendt som narreguld, der er indlagt i sølv.

Markasitringe var meget populære under victoriatiden, hvor de var et underspillet alternativ til guld. Ofte parrede man makasit med sorte smykkesten, som f.eks. onyks.

  • Fordel: meget billige
  • Fordel: svovlkisstykkerne giver det et glimtende udseende.
  • Ulempe: går nemt i stykker og er svært at reparere
  • Ulempe: du vil føle dig dum, når du forklarer, at din ring er lavet af narreguld

Ringe lavet af tungsten og wolframkarbid

Tungsten er det hårdeste og stærkeste metal, som findes på jorden. Måske sågar i hele universet. Det er et metal, som er ligeså sejt og solidt som dig selv, og det er det perfekte ringmateriale, hvis du vil have en ring, som mere eller mindre ikke kan gå i stykker. Tungstensringe kan godt få ridser, og over årene vil de skinne mindre og mindre.

Wolframkarbid kan til gengæld være hårdere og mere solidt end selv ægte tungsten. Det får heller ikke ridser, hvilket sikrer, at din ring vedbliver at se flot og glansfuld ud, også længe efter du ikke er her længere. Du skal dog være klar over, at på grund af deres ekstreme fasthed og styrke, så kan tungstensringe ikke blive ændret i størrelsen. Så sørg for, at den du køber, passer perfekt, og lad være med efterfølgende at tage på i vægt – det får man nemlig også tykkere fingre af.

  • Fordel: både tungsten og wolframkarbid er hyperallergene metaller.
  • Fordel: umulige at ødelægge
  • Fordel: wolframkarbidringe bevarer glansen for evigt
  • Fordel: billige
  • Ulempe: kan ikke efterændres i størrelsen
  • Ulempe: svært at skære over i nødstilfælde
  • Ulempe: karbidversionen bøjer ikke, men knækker ved hårde sammenstød med hårde overflader

Keramiske ringe

Keramiske ringe kan være lavet af brændt ler, men er oftere lavet af hightech keramik, som tungsten og titancarbid. De er hårde og utroligt hårdføre overfor varme. I modsætning til den keramik din yndlingsvase er lavet af, så er disse ringe stødfaste.

De indeholder ikke nogen kendte allergifremkaldende materialer, og keramiske ringe til mænd newTab = true fås i et stort udvalg af farver, mønstre og overfladeteksturer. De er også forholdsvist billige.

  • Fordel: kan støbes med smukke og komplicerede mønstre
  • Fordel: billige
  • Fordel: hypoallergent
  • Fordel: ridse- og bulesikre
  • Fordel: letvægts
  • Ulempe: kan ikke ændres i størrelsen
  • Ulempe: bøjer ikke, men knækker ved hårdhændet kontakt med hårde overflader

Træringe

Naturen finder vi overalt omkring os, og den kan tilmed også sidde på din finger. Træringe er miljøvenlige og laves typisk af smykkedesignere, som laver dem af hårde træsorter eller genbrugsmaterialer, såsom jernbanesveller.

Træringe er hypoallergene – hvilket betyder, at de ikke indeholder materialer, som irriterer din hud eller fremkalder en allergisk reaktion. De vejer også meget lidt og som en ekstra bonus til økofile, så er de også biologisk nedbrydelige.

  • Fordel: miljøvenlige
  • Fordel: hypoallergene
  • Fordel: billige
  • Ulempe: kan tage skade af vand og andre kemikalier
  • Ulempe: kræver særlig pleje for at holde standen

Silikoneringe

Silikoneringe er bløde, lette og fås i enhver tænkelig farve, form og tekstur, du måtte ønske dig. De er sejlivede og kan tåle temperaturer mellem -50 ºC and +500 ºC, uden at de mister deres egenskaber.

Silikone er et fleksibelt materiale, så det mister ikke formen eller går i stykker, hvis det rammer en hård overflade. En ulempe ved silikoneringe er, at du ikke kan isætte en smykkesten i dem. Vi ville i hvert fald ikke anbefale det.

  • Fordel: elastisk
  • Fordel: fleksibel
  • Fordel: billig
  • Ulempe: kan ikke holde en smykkesten
  • Ulempe: ”føles” ikke som et smykke

Zamak-ringe

Det lyder som noget fra en anden planet, men zamak er faktisk blot en galvaniseret zinklegering. Det indeholder aluminium, magnesium og kobber, og det kendes også under navnet hvidmetal. Legeringens navn er et sammentræk af de tyske forkortelser for de metaller, som indgår i legeringen. Zamak blev udviklet i USA i 1920érne.

Zamak er et nikkelfrit materiale, som er hypoallergent. Det kan støbes i mange forskellige, fantastiske designs, og det er et fremragende smykkemateriale.

  • Fordel: hypoallergent
  • Fordel: billigt
  • Fordel: har et vintagelook over sig
  • Fordel: letvægtsmateriale
  • Ulempe: ser ikke raffineret ud
  • Ulempe: tager nemt skade af vand, varme m.m.

Angst ringe til mænd

Nogle af os tygger ustandseligt tyggegummi. Andre banker med fingrene i bordet eller med foden i jorden. Andre, eksempelvis én her hos Trendhim, der i dette øjeblik sidder og skriver om sig selv, driver deres kollegaer til vanvid ved konstant at klikke med en kuglepen. Vi kan ikke lade være. Vores sind vandrer vidt omkring, og vi gør ting uden overhovedet at bemærke, at vi gør det. Det er vores underbevidste måde at overbevise os selv om, at alt er helt okay. Normalt er normalt. Op er ikke ned.

Fidget ringe til mænd, eller angst ringe, som de mere almindeligt er kendt som, har nogle elementer, der gør dem næsten umulige at lade være. Nogle er designet specifikt med dette i tankerne, men næsten enhver ring kan være en angst ring, så længe du synes, den beroliger dit vandrende sind.

Kæde ringen i stål nedenfor er en af ringene, der er designet til at blive leget med og pillet ved. Kæden indeni er løs, hvilket betyder, at du kan holde dine pilfingre beskæftiget, mens du tænker over, hvordan du løser problemet med global opvarmning.

Den anden ring er struktureret og fleksibel på den mest behagelige måde. Fornemmelsen af at have teksturen mod sin hud fra forskellige vinkler kan være direkte hypnotisk. Det kan fornemmelsen også af, at den glider hen over din hud, når du tager den på.

Den tredje, en trio af herreringe, er umulig at lade være. De glider over hinanden, indtil de er på plads, hvilket også betyder, at de aldrig bør sidde helt fast. Du kommer til at pille ved dem konstant.

Nogle ringe er ikke beregnet til at blive leget med, men har en tekstur, der er yderst behagelig og tilfredstillende at røre ved. Den sidste ring nedenfor er sådan en ring. Den har en riflet fingerskrue tekstur, som sender et øjeblikkeligt signal til enhver mand om, at den skal drejes nu. Righty-tighty, lefty-loosey.

Har du brug for noget at have i hænderne og beskæftige fingrene med, for at lindre stress eller for at holde fokus bedre? En fidget ring er måske den helt rigtige accessory, der kan hjælpe dig med dette.

Smykkesten brugt i ringe

Smykkesten føjer karakter og klasse til enhver ring. Derudover giver de bæreren en række farvemuligheder, når smykker skal matche outfits, teint og øjenfarve. Her ser du de mest almindelige smykkesten brugt i herreringe.

Diamanter er mandens bedste ven

Klare, farveløse og med en evne til at bryde lyset og derved oplyse et lokale. Diamanter er utroligt hårde, og de er nogle af de mest værdifulde smykkesten i verden. De fleste diamanter indeholder små, naturlige fejl, og de få fejlfri af slagsen er selvfølgelig væsentligt mere værd.

Rubiner

Men deres lyserøde og rødlige nuancer er rubiner uforglemmeligt smukke og har været eftertragtede helt tilbage til det Gamle Testamentes tid. Rubiner er næsten ligeså hårde som diamanter og er en afart af krystallignende aluminiumsoxider kaldet korund. Jo mørkere og mere ”blodfarvede” rubiner er, jo mere er de værd. Rubiner tager sig bedst ud på en flot, dyb gul guldring.

Safirer

Safirer er strukturelt næsten den samme afart af korund som rubiner. Der er dog en væsentlig forskel. De kan ikke være røde. Selvom safirer typisk er blå, så kan de også sagtens være grønne, orange, lilla og selv sorte. Deres farve bestemmes nemlig af de urenheder, som findes i stenen. En sjælden afart, kaldet farveskiftende safir, skifter faktisk farve afhængigt af, hvilken type lyskilde den rammes af. Safirer ser sublimt smukke ud, når de sidder på en sølvring i lyse nuancer.

Smaragder

Smaragder er grønne ædelsten, som i over end 3500 er blevet hentet op fra miners dyb. Ligesom hos diamanter har de fleste smaragder små, synlige naturlige fejl og skønhedspletter. At finde en perfekt smaragd uden sådanne fejl hører til den yderste sjældenhed. Farven på smaragder kan variere fra en bleg mynteagtig grøn farve til en mørkegrøn nuance, som er den mest eftertragtede. Smaragder er ikke særligt hårde, og man kan derfor indgravere skrift i dem, og derved gøre ringen endnu mere personlig.

Ametyst

Ametyst er en lilla eller violet udgave af kvarts, som var utroligt værdsat af de gamle grækere, der mente, at det forhindrede fuldskab og kurerede tømmermænd. Faktisk så kommer ordet ametyst fra oldgræsk og betyder ”ikke beruset”. Ametyst er forholdsvist billigt, men ser blændende godt ud. En ametystring kan være det perfekte accessory til en aften, hvor du skal i byen.

Akvamarinringe

Hvorfor tror du akvamarin kaldes for akvamarin? Ledetråden ligger selvfølgelig i navnet – akva og marin – Det er en havvandsfarve. Den smukke, klare blå farve som man finder i middelhavet – ikke det det brune, mudrede vand fra Limfjorden. Hvis du har blå øjne, så kan en perfekt poleret akvamarinring på din finger, fremhæve dine smukke øjne på fornem vis.

Tanzanitringe til mænd

Tanzanit er en sjælden, blå eller violet ædelsten, som først er blevet opdaget for nyligt. Den har optiske egenskaber, der ændrer sig, afhængigt af synsvinklen og lyskilden der bruges på den. I modsætning til diamanter, der ofte ses med fejl, selv på de dyrere sten, så er tanzanit fejlfrit. Sættes tanzanit i en ring af guld, titanium eller platin, så vil du tage dig selv i at vifte med fingrene for at fange alle de forskellige farvenuancer, tanzanitstenen gemmer på.

Sorte diamantringe

Sort diamant er benævnelsen for enhver normal, hvid diamant, som indeholder for mange fejl og unøjagtigheder til at kunne kategoriseres som værende oprigtigt smukke juveler. Hos naturligt sorte diamanter vil mange af disse fejl og unøjagtigheder bestå af klynger af grafit – hvilket giver dem en naturlig, sort farve. I behandlede sorte diamanter indgår også fejlbehæftede hvide diamanter som råmateriale, men disse udsættes for radioaktivitet eller varmebehandling for at fremkalde den sorte farvning.

Onyks

Når den sælges som juvel, så er onyksen typisk en varm, sort sten med vekslende farvenuancer. Onyks er hverken sjældent eller særligt dyrt. De røde af slagsen er mest almindelige. Siden helt tilbage i det gamle Rom har man snydt ved at dyppe rød onyks i en sukkeropløsning og herefter syrebehandle den for at farve den sort. Onyks ser fabelagtigt ud, når det sidder i en sølv- eller markasitring.

Turkis

Er turkis blå eller grøn? Det er ingen af delene. Det er turkist. I modsætning til de fleste andre sten brugt sammen med smykker, så er turkis fuldstændig uigennemsigtigt og har ingen lysbrydende egenskaber. Turkis brydes i miner over hele verden, i farver varierende fra blågrøn til grønblå, og er blevet værdsat siden antikken.

Moissanit

Moissanit er utroligt sjældent og findes kun ved meteornedfaldsområder. Det har visuel lighed med en diamant og er næsten ligeså hårdt. Syntetisk moissanit skabt i laboratorier begyndte at dukke op på ædelstensmarkederne i slutningen af det 20-århundrede, og er prismæsssigt et attraktivt alternativ til diamanter. I modsætning til diamanter, så skifter moissanit farve, når det opvarmes.

Peridot

Peridot er en olivengrøn ædelsten, som ofte forveksles med smaragder. Den er blevet brugt som sten i ringe siden det gamle Ægypten. Dengang brød man det kun i miner på en lille ø i det Røde Hav. På grund af ustabilitet i dets kemiske sammensætning så er peridot ofte fuld af fejl – hvilket betyder, at de fleste peridotsten er ret små i størrelsen.

Rav

Rav er teknisk set ikke en ædelsten, og der findes ikke en fast kemisk formel, som definerer rav. Trods det er det noget af det mest iøjnefaldende smykkemateriale du kan finde. Rav laves af harpiks, der igennem århundreder langsomt forstenes. I modsætning til andre ædelsten så er inklusioner i ”stenen” utroligt værdsat. Kan man se et dødt insekt, en myg eller andet indeni ravklumpen, så vil begejstringen ingen ende tage. Det meste rav er i farverne gul over i orangerød. Der findes dog blåt og grønt rav i Caribien.

Tigerøje

Er en afart af kvarts, som har en forbløffende lighed med forstenet træ. Tigerøje er den ideelle sten til diskrete ringe. Tigerøjestenen er typisk i en uigennemsigtig matbrun farve, med få lysere eller mørkere farvevariationer

Ringe som din hud kan tåle

Nogle gange hader din krop dig. Dit ellers rolige immunsystem, som dog indimellem mander sig op til en doven indsats mod de værste forkølelser, kan finde på at køre i overgear og reagere fysisk negativt, når det præsenteres for et ellers ufarligt materiale.

Disse allergiske reaktioner skyldes metaller, der bruges som legering i ringe. Her er typisk tale om metaller som kobolt, nikkel og krom. Så, ja, hvis din ring får din finger til at klø, så er det nok bedst, at du tager den af, og aldrig rører den igen.

Hvad kan du gøre, hvis du er vild med fingersmykker, men døjer med kontakteksem, eller får allergisk reaktion som følge af kontakt med disse metaller?

Allergitest af metallerne i din ring

Det første du skal gøre er at få foretaget en allergitest hos din egen læge. Hvis du ikke helt ved, hvilke metaller din ring er lavet af, så er det bedst, at du bliver allergitestet for dem alle. Det tager kun kort tid og er (næsten) smertefrit. Resultaterne af testen er næsten øjeblikkeligt tilgængelige. Når du ved, hvilke metaller, du er allergisk overfor, så skal du blot undgå ringe, som indeholder dette metal.

Det metal som folk oftest reagerer allergisk på er nikkel, og det er desværre også ingrediens i de fleste legeringer i ringe. Hvis du har muligheden og pengene, så bør du vælge rent, ulegeret metal, som sølv, 24 karat guld eller tungsten.

Alternative ringmaterialer til overfølsom hud

Det kan være, at din hud reagerer negativt overfor enhver type metal. Det kan være på grund af allergier, eller også fordi din hud bare ikke bryder sig om at have tæt kontakt med et hårdt objekt, som gnubber frem og tilbage henover huden. Nogle udvikler hård hud, andre gør ikke. Her er nogle alternative ringmaterialer, du kan overveje i stedet:

  • Silikone
  • Træ
  • Keramiske
  • Tungsten

Sådan rengør du din ring

For at være i stand til at nyde dine ringe resten af livet, så skal du rengøre dem og opbevare dem korrekt. Den nemmeste måde at rengøre dem på er at få en professionel guldsmed til at gøre det for dig. Hvis du foretrækker at gøre det selv, så er alt du skal bruge til at rengøre ringe uden indlagte smykkesten; vand, et mildt rengøringsmiddel, en tandbørste med bløde hår og en bomuldsklud til at tørre efter med.

En blød pudseklud til smykker er også en billig og effektiv måde at fjerne lette misfarvninger på. Hvis der er smykkesten indsat i dine ringe, så bør du så vidt muligt undgå fugtighed og undlade brug af skuremidler, som kan lave ridser i metallet. Vatpinde dyppet i brintoverilte vil få smykkerne til at skinne igen. Træ bør ikke blive vådt. Generelt bør smykker ikke komme i kontakt med stærke kemikalier eller klorholdigt vand, da de kan svært beskadige og misfarve metallet og løsne smykkesten fra ringen.

Din smalltalk version af herreringens historie

  • Oldtidens ægyptere troede, at en blodåre forbandt ringfingeren til hjertet.
  • Pavens signetring er lavet i det 13-århundrede og kaldes ”Fiskerens ring”. Den blev brugt til at underskrive officielle dokumenter med helt frem til 1842.
  • I det gamle Rom var det kun tilladt velhavende aristokrater at bære guldringe. Underklassen måtte nøjes med ringe lavet af jern.
  • Den dyreste ring i verden er ‘The Pink Star’ - som er med en imponerende, lyserød 59,60 karat lyserød diamant. I 2017 blev den solgt for 486 millioner kroner.
  • At bære flere ringe på begge hænder var moderne i Europa i middelalderen.
  • Under renæssancen skjulte man indimellem dokumenter i ringe med indbyggede hemmelige rum.
  • Engelske monarker bar traditionelt en særlig kroningsring, som symboliserede, at de var spirituelt gift med landet.
  • Det er muligt at få sine jordiske rester komprimeret og forvandlet til en diamant. Denne diamant kan så sættes på en ring. Et hjertegribende minde om dig til dine pårørende.
  • Verdens tungeste ring hedder Najmat Taiba. Den vejer over 60 kg og er belagt med 5 kg ædelsten.
  • Får du fingrene i ”Den eneste ene”, så kan du blive usynlig, når du ønsker det, men det kan forårsage svær skade på din dømmekraft at være ringens herre.

Spørgsmål og svar

Jeg arbejder som elektriker og søger en ikkeledende ring. Hvad har jeg af valgmuligheder?

Du bør undgå enhver ring i materialer af metal, som guld eller sølv. Keramiske ringe eller ringe lavet af silikone eller træ ser fantastiske ud og er ikke strømledende.

Hvad er det mest holdbare metal for ringe?

Det hårdeste og stærkeste metal til ringe er wolframkarbid. Det er superstærkt og ridsefast.

Hvor længe skal du vente med at købe en løftering?

Løfteringe er ikke forlovelsesringe, og de er blot en påmindelse om et løfte, du har afgivet til nogen. Det kan være, at du vil elske dem, til de dør, eller at du altid vil købe en liter mælk på vej hjem fra arbejde. Hvor længe du skal vente med at skaffe ringen afhænger af alvorsgraden af løftet. Det er altså helt op til dig at vurdere.

Hvad er det maksimale antal ringe en mand kan tillade sig at bære?

Det findes der ikke noget svar på. Det er op til din egne personlige præferencer og stil, og det indtryk du ønsker at gøre på dine omgivelser. Vil du gerne vise, hvor rig du er, så går du ikke galt i byen med en hel hånd fuld af bling. For de fleste anbefaler vi dog ikke mere end tre ringe på hver hånd.

Hvorfor bærer vi vielsesringen på venstre hånd?

Oldtidens ægyptere troede, at der løb en blodåre fra ringfingeren og op til hjertet. De videregav denne tro til romerne, som døbte denne blodåre ”Vena Amoris” (kærlighedens åre).

Bør mænd bære forlovelsesringe?

Det er op til dig. Du er endnu ikke gift, men er helt sikkert ikke fri på markedet længere. En forlovelsesring forkynder dette og hjælper dig til at undgå anmassende og uønskede bejlere.

Passer det, at ens ringstørrelse svarer til ens skostørrelse?

Nej.

Hvorfor er tungstensringe så billige?

Det er de heller ikke. Eller, det burde de i hvert fald ikke være. Som med alt andet så får du, hvad du betaler for. Hvis en tungstensring er latterligt billig, så er den højst sandsynligt lavet af materialer af en lav kvalitet, uden kvalitetskontrol og svært legeret med dårlige materialer.

Hvordan skal en ring sidde?

Komfortabelt. Løst nok til at du kan dreje den rundt om fingeren, uden at det er ubehageligt, men ikke så løs, at den bevæger sig af sig selv.

Er det bedst at ændre en ring opad eller nedad i størrelsen??

Det er betydeligt nemmere for en guldsmed at gøre en ring mindre end større.

Hvad kan du indgravere i herreringe?

Alt passende. Navnene på dine børn. Et løfte om at elske, ære og adlyde. Et løfte om at ville dræbe manden, som slog din far ihjel. Lyrikken til din yndlingssang med Right Said Fred. På det lavpraktiske plan skal du vide, at du er begrænset til at kun at bruge cirka 200 tegn til at udtrykke dig.

Findes der nogle gode ringe til mænd, som hader at gå med ring?

Prøv superlette og meget tynde ringe, så du ikke bemærker den ekstra vægt om fingeren. Titanium kunne være et godt valg.

Kan jeg tillade mig at bære en tidligere vielsesring som signetring på min anden hånd?

Wow. Det afhænger af omstændighederne. Hvis du er enkemand, så er det en smuk mindegestus. Er du enkemand, fordi du slog din kone ihjel så, nej. Det bliver for bizart. Bærer du en vielsesring som en signetring efter en skilsmisse, så er det et tegn på, at du nok endnu ikke er kommet videre.

På hvilken finger kan jeg bære en broderskabsring?

Broderskabsringe indikerer, at du tilhører et broderskab eller en anden hemmelighedsfuld organisation. De bæres traditionelt på lillefingeren og i sjældne tilfælde på pegefingeren.

Hvor meget skal jeg spendere på en vielsesring?

Hvis det er til dig selv, så er det helt op til dig. Men sikr dig, at du køber en ring, som du kan lide og vil kunne leve med resten af dit liv. Den behøver ikke at være dyr.